Spaniernes skatte-dobbeltmoral

Alle i Spanien snyder i skat - alle! Eller i hvert fald en rigtig stor procentdel af befolkningen, om det så foregår i deres privatliv, som selvstændig eller som virksomhedsejer.


Sort arbejde er en af de helt store poster på listen over spaniernes skatte-dobbeltmoral. Rigtig mange mennesker arbejder uden kontrakt, og hverken arbejdsgiver eller arbejstager betaler derfor skat af lønnen, og de tæller med i arbejdsløshedsstatistikken, som lige for tiden runder de 23% i Spanien. Men på gund af det udbredte sorte arbejde er dette er jo ikke et reelt tal, for mange har arbejde men får deres kontanthjælp samtidig, hvis der da er mere af den.


Derudover er det også et problem, at dem, der arbejder uden kontrakt, ikke har nogen social sikring, så hvis de kommer ud for en arbejdsskade, er der ingen hjælp at hente. Fra tid til anden er der historier i medierne om en arbejder uden kontrakt, der er blevet efterladt blødende foran et hospital eller lægecenter med besked om ikke at sige, hvem arbejdsgiver er, og hvor ulykken er sket.


At selvstændige snyder med momsen, er nok ikke så ukendt et fænomen i Danmark heller. Men i Spanien kan man nærmest selv vælge, om det skal være med eller uden faktura, dvs. med eller uden moms, når man skal have noget ordnet derhjemme. Det er alment kendt, at revisorer vejleder deres kunder, der arbejder som selvstændige, i, hvor meget de skal fakturere pr. måned, for at skattemyndighederne ikke kigger nærmere på deres momsregnskab*.


Et andet punkt på listen er udleje af boliger. Når man lejer en lejlighed, har man ret til skattefradrag beregnet ud fra huslejen, men mange udlejere vil ikke have, at man opgiver det til skat. Ejeren af lejligheden, hvor vi boede sidste år, sagde til os, at vi ikke måtte opgive det til skat, men at han nok skulle betale os det, som vi ville have fået tilbage i skat ved at opgive det. Det har han også holdt. Men på den måde tvinger han jo os til skattesnyd, og jeg havde det virkelig ikke særlig godt med det. Men i sidste ende ser man jo efter egne interesser, og vi ville have lejligheden. I husforsikringen har han også opgivet den udlejede lejlighed som første bolig, men det er jo så forsikringssvindel. 


Da vi så skulle flytte i år, fandt vi en lejlighed gennem et udlejningsbureau. Selvfølgelig er det irriterende at skulle betale bureauet, men jeg var glad for, at alt så ville være i orden og gå efter reglerne. Men nej. To timer før vi skulle underskrive kontrakten, ringede bureauet og sagde, at udlejer ikke vil have, at vi opgiver lejen til skat, og om vi var okay med det? Bureauet har ikke indberetningspligt, eller også lever de i hvert fald ikke op til denne pligt. Nuværende udlejer vil ikke betale os heller, så denne gang får vi ikke penge ind hverken den ene eller den anden vej. Vi har så hørt fra en ven, som udlejer et hus og ikke opgiver det, at hans lejere har opgivet lejen til skat i mange år, og skattemyndighederne er aldrig kommet efter vores ven som udlejer. Så vi opgiver det alligevel, og så må vores udlejer blive gal, hvis han overhovedet opdager det. Bare ærgerligt. Jeg håber næsten, at de kommer efter ham.


Vores udlejer er et klassisk eksempel på en pengegrisk ældre mand, som sætter en ære i ikke at betale skat af nogen slags. Da vi havde skrevet kontrakten under, skulle vi betale bureauet deres gebyr, og der stod 18% moms på regningen. Vi betalte troskyldigt det aftalte beløb, men udlejer brokkede sig over momsen. Det, mente han ikke, var aftalen. Vi skyndte os at sige, at nu var vi vist færdige og smuttede, før det blev til en diskussion, så vi ved ikke, om han kom afsted med det (endnu en gang). Han har to lejligheder mere, som han lejer ud, og som han så højst sandsynligt heller ikke betaler skat af, og så kan man jo begynde at fornemme, at det er en del penge, han snyder staten for. 


Lejligheder og huse ved stranden kan udlejes for høje summer i løbet af sommermånederne, og det foregår uden nogen form for kontrakt eller indberetning. 3000 euro for en måneds udleje lige ned i lommen. Dejlige, brugbare penge, men det er jo også skattesnyd. Det foregår sågar i min egen familie.


For nylig kom det frem, at mange af de spanske fodboldklubber, også de store, som betaler millioner til deres stjernespillere og er mega koncerner efterhånden, skylder millioner og atter millioner i skat. Fantastisk! Så nu kan menigmanden sige: Hvorfor går skattemyndighederne ikke efter dem, der skylder mange penge, i stedet for efter os små, der ikke skylder/snyder så meget?!


Alle i Spanien snyder i skat, og alle ved det. Men bagefter er folk ikke for fine til at brokke sig over det haltende sundshedssystem, den dårlige undervisning og nedskæringer. Der er jo ingen sammenhæng i den tankegang. Hvis ingen betaler, er der ingen penge. Men det virker ikke til, at logikken går ind. 


Mit forslag er at rydde hele lortet og starte forfra, fra bunden (ikke kun skattesystemet men også det politiske og det offentlige system). Men dobbeltmoralen er jo en del af kulturen, en del af måden at tænke på, en del af Spanien, og det kommer til at tage lang lang tid at ændre på det, hvis det overhovedet er muligt.




* ubekræftet oplysning

Generalstrejke i Spanien

Torsdag den 29. marts 2012 var der generalstrejke i Spanien – for anden gang på halvandet år, og for 8. gang, siden demokratiet blev indført efter Francos død i 1975. Sidste generalstrejke var den 29. september 2010. Denne gang var deltagelsesprocenten højere end sidste gang. Arbejdsløsheden er også højere nu.

Strejken blev organiseret af fagforeningerne i protest mod situationen generelt med nu 23% arbejdsløshed, men specielt i protest mod den nye arbejdsmarkedsreform, som blandt andet gør afskedigelser billigere for virksomhederne. Regeringen mener og håber dermed, at virksomhederne vil ansætte flere, fordi det ikke er så dyrt at fyre folk igen. Andre mener, at virksomhederne nu kommer til at fyre flere, som de ikke har villet fyre tidligere, fordi det kostede dem for meget.

90% af industriens medarbejdere strejkede, mens det i andre sektorer deltog under 10%. Jeg strejkede ikke. For selvom landets situation er dybt bekymrende, og jeg er imod regeringen, så har jeg et arbejde. Og det ville blive trukket fra min løn, hvis jeg strejkede. Måske en egoistisk holdning, måske burde jeg have ofret en dags løn for landets situation, men jeg har også en privatøkonomi, der skal hænge sammen.

Nogle folk, specielt fagforeningsfolk (det er ikke særlig mange spaniere, der er medlem af fagforeninger) bruger strejken på at forhindre andre i at komme på arbejde; de såkaldte strejkeblokader. De stiller op i grupper med flag og banners uden for for eksempel indgange til industriområder, centralmarkeder og havne, for på den måde at tvinge andre til at strejke, da de ikke kan komme på arbejde. Og det synes jeg er så forkert, for på samme måde som man har ret til at strejke, så har man også ret til at gå på arbejde. Flere gange kommer det også til voldelige situationer med skader på både mennesker og materiel som følge, hvilket jo heller ikke ligefrem kan være meningen.

Derudover er der altid nogle venstreorienterede anti-system grupper, som bruger strejken som påskud til at gå amok og sprede uro og vold i gaderne. Specielt i Barcelona er der en stor gruppe, som torsdag aften barrikaderede sig i Barcelonas gader, satte ild til containere, ødelagde butiksruder i butikker, som var åbne og dermed ikke deltog i strejken, og det endte også med, at de brændte en butik af. De er meget velorganiserede, benytter sig af vagter på forskellige gadehjørner for at kunne blokere politiets tilgang, og der bliver flere af flere af dem. Nogle kalder dem by-guerilla. I alt i løbet af de 24 timers strejke blev 57 anholdt, og tre er efterfølgende blevet idømt fængselsstraffe.

Her i Valencia gik strejken forholdsvist roligt for sig. Aftenens demonstration med mange tusinder deltagende var en rolig demonstration med folk i alle aldre, fra alle sektorer og af alle politiske holdninger. Med bannere med slagord og flag fra fagforeningerne gik de gennem gaderne, nogle råbte slagord, nogle trommede, mens andre gik og snakkede om situationen. Personligt tror jeg, at man kommer længere på den måde, og jeg er lidt stolt af, at det gik så roligt for sig her, for tidligere på året resulterede en studenterdemonstration i uroligheder, og valencianerne har ry for at være slagkraftige.

Strejken blev kaldt en succes, og fagforeningerne vil nu komme med forslag til en ny reform. Vi får se, hvad det bliver til. Og hvis det ikke giver noget resultat, kan vi jo altid strejke igen.