Torsdag den 29. marts 2012 var der generalstrejke i Spanien – for anden gang på halvandet år, og for 8. gang, siden demokratiet blev indført efter Francos død i 1975. Sidste generalstrejke var den 29. september 2010. Denne gang var deltagelsesprocenten højere end sidste gang. Arbejdsløsheden er også højere nu.
Strejken blev organiseret af fagforeningerne i protest mod situationen generelt med nu 23% arbejdsløshed, men specielt i protest mod den nye arbejdsmarkedsreform, som blandt andet gør afskedigelser billigere for virksomhederne. Regeringen mener og håber dermed, at virksomhederne vil ansætte flere, fordi det ikke er så dyrt at fyre folk igen. Andre mener, at virksomhederne nu kommer til at fyre flere, som de ikke har villet fyre tidligere, fordi det kostede dem for meget.
90% af industriens medarbejdere strejkede, mens det i andre sektorer deltog under 10%. Jeg strejkede ikke. For selvom landets situation er dybt bekymrende, og jeg er imod regeringen, så har jeg et arbejde. Og det ville blive trukket fra min løn, hvis jeg strejkede. Måske en egoistisk holdning, måske burde jeg have ofret en dags løn for landets situation, men jeg har også en privatøkonomi, der skal hænge sammen.
Nogle folk, specielt fagforeningsfolk (det er ikke særlig mange spaniere, der er medlem af fagforeninger) bruger strejken på at forhindre andre i at komme på arbejde; de såkaldte strejkeblokader. De stiller op i grupper med flag og banners uden for for eksempel indgange til industriområder, centralmarkeder og havne, for på den måde at tvinge andre til at strejke, da de ikke kan komme på arbejde. Og det synes jeg er så forkert, for på samme måde som man har ret til at strejke, så har man også ret til at gå på arbejde. Flere gange kommer det også til voldelige situationer med skader på både mennesker og materiel som følge, hvilket jo heller ikke ligefrem kan være meningen.
Derudover er der altid nogle venstreorienterede anti-system grupper, som bruger strejken som påskud til at gå amok og sprede uro og vold i gaderne. Specielt i Barcelona er der en stor gruppe, som torsdag aften barrikaderede sig i Barcelonas gader, satte ild til containere, ødelagde butiksruder i butikker, som var åbne og dermed ikke deltog i strejken, og det endte også med, at de brændte en butik af. De er meget velorganiserede, benytter sig af vagter på forskellige gadehjørner for at kunne blokere politiets tilgang, og der bliver flere af flere af dem. Nogle kalder dem by-guerilla. I alt i løbet af de 24 timers strejke blev 57 anholdt, og tre er efterfølgende blevet idømt fængselsstraffe.
Her i Valencia gik strejken forholdsvist roligt for sig. Aftenens demonstration med mange tusinder deltagende var en rolig demonstration med folk i alle aldre, fra alle sektorer og af alle politiske holdninger. Med bannere med slagord og flag fra fagforeningerne gik de gennem gaderne, nogle råbte slagord, nogle trommede, mens andre gik og snakkede om situationen. Personligt tror jeg, at man kommer længere på den måde, og jeg er lidt stolt af, at det gik så roligt for sig her, for tidligere på året resulterede en studenterdemonstration i uroligheder, og valencianerne har ry for at være slagkraftige.
Strejken blev kaldt en succes, og fagforeningerne vil nu komme med forslag til en ny reform. Vi får se, hvad det bliver til. Og hvis det ikke giver noget resultat, kan vi jo altid strejke igen.
